Vi
købte vores første hus i Cori i 1992. Stort hus i to
etager med to terrasser, have og gårdhave.
Vi var helt vilde med det - ganske vist skulle der
smides 1 ton gammelt skrammel ud, mures et dørhul til,
brækkes en trappe ned, sættes køkken ind, brækkes er
gyseligt ude-badeværelse, som fyldte hele gårdhaven,
ned. Bygges mure op ved terrasserne, laves trapper og
- viste det sig - laves nye tage... men vi har jo haft
nogle år til det, så det har vi hygget os med. Hvert
år et nyt projekt.
Vores børn sagde ganske vist, da de så det første
gang: "Nu rabler det sgu for de gamle!" Men det siger
de ikke mere - det er det bedste, vi nogensinde har
gjort!Så holdt
vi holdt
påske i Cori i 2003, da telefonen ringede en formiddag. En
af byens ejendomsmæglere spurgte, om ikke det var noget for os
at købe endnu et hus: En ung arkitektstuderende havde
slået et alt for stort brød op med et hus, han havde
totalrenoveret, og pengene var forlængst sluppet op,
også dem, banken gerne ville have renter og afdrag på.
Så HER & NU - vil I købe det? Prisen var virkelig
fornuftig, såe... det var jo gennem tiden gået fint
med udlejning, masser af glade feriegæsters takkebreve
vidnede derom!
Når man køber hus i Italien
[LÆS
OM DET HER]
starter man med at give nogle penge til sælger - det
er en længere historie...
Vi havde ikke lige formuen med, så jeg skrev en
dækningsløs check til vores lokale Cori-Bank med
besked om endelig ikke at indløse den, førend vi havde
overført penge fra Danmark.
Lang snak kort: Et pragtfuldt hus, svimlende udsigt.
Og da vi sommetider er mange dernede, så det er rart
med lidt plads, og en lejeindtægt mere, når vi bliver
gamle.
Tiden går...
Udlejningen er stadig fin, hver sommer må vi ærgerligt
nok afvise
mange, der vil leje.
Så nu begyndte vi aktivt at se os om efter endnu en
perle. Mere end to slumpheld kan man ikke forlange, så
vi gik metodisk til værk.
Det skulle ikke være i Cori, som ikke må blive en danskerkoloni, men
i den samme afstand fra Rom: ca ½ time med tog.
Rom er en vidunderlig by, der skal man altså tit kunne
komme til.
Vi cirklede rundt i alle mulige byer omkring Rom, men
den skulle være indlysende charmerende ved første kik,
og blive ved med at være det, også ved næste...
Udasede kørte vi efter at have været i masser af byer,
vi ikke kunne li',
få km fra motorvejen efter en laang dag, for at få
noget at spise. Den var ikke på vores plan, som vi
havde lagt hjemmefra ved at Goole i ugevis. MEN dèr var byen: Smuk og imponerende
middelalder, hyggelig, charmerende, fabelagtigt gode
restauranter, rare folk. Helt speciel.
Mætte af en af de møreste bøffer, vi har fået i
Italien, fyldte med mad og vin gik vi tværs over Piazza'en
foran den store basilika. Et gult og rødt skilt
kundgjorde: "VENDESI" højt oppe under noget der
lignede en meget stor tagterrasse.
Det var sent. Det var midnat. Kort efter skulle vi
forlade Italien, hvilket vi gjorde. Men synet havde
brændt sig fast i vores indre. Vi ville ikke, og
alligevel. Et par måneder gik. Vi gik på internettet,
og minsandten; dèr stod det. Et videoapparat gik oven-i-købet
rundt, og jeg sad timer ved computeren for at
dechifrere indretningen og lave en plantegning.
En dag faldt prisen på nettet med 10.000 euro..
Så tog vi derned. Denne gang kostede det 3
dækningsløse check på den uge, vi var der. Vi var helt
henne i december, og var med til at tænde juletræet på
piazzaen. Det var romantisk.
En mur ned - en mur op. Flyttet en dør, og nye fliser
og skinnende blankt flot køkken.
Det var det. Ja, og så lige, at vi købte en rigtig
antik marmorsøjle, som nu står i køkkenet. Den var
dyr, den var fuldstændig umulig at løfte, men den er
flot. Man kan ikke være i Italien uden lidt marmor i
omgivelserne.
Det lyder forresten nemt. Det var det ikke. Det var et
cirkus; et hurlumhejhus. Jeg advarer. Det er ikke for
børn og folk uden nerver af stål. Jeg måtte alene
derned og knoklede fra tidlig morgen til sen, sen nat.
Men alligevel fantastisk. De sene nattetimer faldt jeg
i godt selskab med værten i hele to af restauranterne,
hvor vi i sene nattetimer sad og ordnede
verdenssituationen, snakkede italiensk mad og vine, og
smagte på det hele. Eller baren underneden, som lukker ved
midnat, men henne om hjørnet fortsatte en hel flok til
en anden bar, som vi holdt åbent til meget sent..
Sålænge alle nu hygger sig, lukker den ikke..
Men ikke een eneste antydning af blot en fuld person.
Det har jeg aldrig set i Italien.
Til daglig bor vi i
Randers. Anne Marie er lægesekretær, og Kjeld har haft
selvstændig firma siden 1966, men da var jeg også kun
23 år.
Husene er ikke
indrettet til udlejning. Vi har fyldt dem med pæne
ting, og faktisk: Når der er pænt behandles det pænt.
Vi har aldrig haft problem med andet end et ituslået
vinglas...
Vi har installeret trådløst internet i alle tre huse
- det er jo ikke til at undvære, så tag bare Jeres
bærbare med.
Kik rundt på
hjemmesiderne. Der er næsten alt for meget at læse.
Men så ved I hvad I kommer ned til, så I får så meget
ud af det som muligt. Vi har gæster, der har lejet
hver sommer gennem 16 år, og flere har været der 10 -
6 - 5 gange...
Vil du vide mere, så
er du altid velkommen til at ringe på 40 78 3 900
Vi kan fortælle i timevis...
|