Vi var ret støvede midt i at vi bankede mure ned i vores nyerhvervede bolig i Orte.
Heldigvis var huset uden køkken endnu, så dagens højdepunkt var så absolut at gå ud at spise.
Ortes restauranter er ærligt talt rigtig gode. Langt over gennemsnittet, herligmørt oksekød, og de lækreste fiskeretter. Det havde været en fornøjelse hver gang, men alligevel søgte vi efter andre restauranter i nærområdet.

Uden for Orte ligger den nyere Orte Scalo. Stationsby, ny og uden sjæl. Vi kørte de 4 km. og fandt kun i et arkitektonisk fejltrin, et lille center midt i byen med en traditionel neonrøroplyst restaurant. Det var kl. 22 i marts. I restauranten sad to gæster. Vi var lige ved ikke at gå ind, men sulten drev os.
Ved den blå dug bestilte vi lidt antipasta, lidt pasta lidt kød - vi bestiller altid lidt forskelligt, som vi alle 3 deler.

Det var udmærket, og så kom værten. Trind og et evigt glad ansigt. Han fortalte om sit liv, en overstået alvorlig sygdom, og om glæden ved at lave rigtig godt mad. Og så snakkede vi vin, hvilket resulterede i, at han havde noget, vi skulle smage. Flere forskellige, og en amaro med en vidunderlig nøddesmag - helt speciel.
Vi snakkede romerske artiskokker og vilde asparges, begge dele var lige årstiden.
Sent skiltes vi med aftale om allerede næste dag at komme til frokost.
Kl. 14 næste eftermiddag dukkede vi op til en propfuld restaurant, og restauranter er ikke lille. Alle handlende, kontorfolk og håndværkere spiste frokost hos vores ven.
Hans glade ansigt kom hen, og vi aftalte hurtigt, at han kunne bestemme, ikke store portioner, men sådan lidt af hvert.
Han startede med at sætte en stor bakke fave på bordet, sammen med romersk pecorino, prusciutto og salami. Fave er store grønne saftfulde pralebønnelignende tingester. Og jeg, som ikke bryder mig om ærter, og slet ikke rører bønner. Men nødt til at smage er man jo i sådan en situation. Hallo, nåda, hvor de bønner smagte godt. Pragtfuld let pikant smag, så friske som en dugmark, og så sammen med osten. Vi åd det hele..
Også de romerske artiskokker. Perfekt møre og fine i smagen med romersk mynte og en svag brise af hvidløg..

Så kom en tre-delt tallerken med tre forskellige pastaretter til hver. Alt hjemmelavet. Bevar-mig-vel. Bedre har jeg aldrig smagt det. Med nødder, med svampe og så disse vilde asparges. Masser af tynde, grønne asparges i tagliolini’en. Himmelsk. Vin fra egnen mellem Orte og Orvieto, alt var perfekt. Så veltillavet, og utænkeligt at finde så lækkert inde i Rom. Jeg betalte i øvrigt 50 euro for frokosten for os alle tre.  Jo, der er dejligt ude på landet.

Så en aften, som vi havde forudset ville blive rigtig sur, blev i stedet til flere kulinariske oplevelser, foruden mødet med værten, som elsker at lave god mad.
Til afsked fik vi en flaske forærende fra samme cantina som den hvidvin, vi havde drukket (sfuso - som er vinen fra tønden hos vinbonden direkte ned i den medbragte 5-litersflaske), men stedets endnu bedre flaskevin.