Assisi er især kendt for den hellige Frans af Assisi, der levede i denne by og på bjerget i nærheden. Og ligeledes for hans kvindelige modsvarighed, Clara af Assisi. Men det er også en gammel umbrisk og siden romersk by, som stadig rummer betydelige antikke minder, hvoraf mest synligt den romerske tempelfacade på kirken Santa Maria sopra Minerva.

Den danske forfatter Johannes Jørgensen, der skrev en biografi om Frans af Assisi, boede i byen i mange år og blev udnævnt til æresborger.

Den 26. september 1997 blev regionen ramt af et voldsomt jordskælv, der ødelagde dele af byen og dens helligdomme, bl.a. den berømte Basilica di San Francesco.

Basilikaen og andre bygninger og steder i området har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 2000.

Nedenfor Assisi ligger på sletten bydelen Santa Maria degli Angeli med den store kirke Santa Maria degli Angeli. Ligeledes findes der uden for byens mure andre steder med tilknytning til Frans, fx. San Damiano, Rivotorto og Eremo delle Carceri.

Den hellige Frans af Assisi døde den 3. oktober 1226. Allerede i 1227 blev han helgenkåret. Lederen af franciskanerordenen var broder Elias, som straks gik i gang med at bygge en kirke til at rumme helgenens jordiske rester. Allerede i 1230 kunne de overflyttes til den nybyggede kirke, hvor dog færdiggørelse og kunstnerisk udsmykning fortsatte længe endnu. Kirken blev bygget i to planer: en lav og dunkel underkirke og en høj og lys overkirke. Under højalteret i underkirken blev Frans begravet. Senere er der udgravet en kryptkirke omkring helgengraven, som indtil da havde været utilgængelig, idet broder Elias frygtede at nabobyer, især Perugia, skulle forsøge at sætte sig i besiddelse af de værdifulde relikvier med våbenmagt.

San Francesco kirken er udsmykket af tidens bedste kunstnere, heriblandt Cimabue, Simone Martini, Pietro Lorenzetti og ganske særligt Giotto, som på væggene i overkirken har malet en serie billeder fra Frans' liv.

Frans af Assisi blev født i Assisi den 14. juli 1182 som søn af en velhavende klædehandler, Pietro di Bernardone. Moderen, Pica, fødte ham under en af faderens forretningsrejser og lod ham døbe Giovanni. Men hans far ændrede efter sin hjemkomst navnet til Francesco, som betyder 'den lille franske', fordi hans mor sagdes at komme fra Frankrig, fra Provence. Hans far var ærgerrig på hans vegne og sørgede for, at han kom i skole. Han skulle lære noget for at kunne vokse op til en succesfuld forretningsmand, der kunne overtage forretningen. Og som 14-årig blev Frans optaget i købmandsgildet og kunne på faderens vegne træffe forretningsafgørelser. Han var også som ung en af de førende i de unge menneskers muntre liv.

Men tiden var urolig - også i Frans' hjemby. Assisi hørte først til kejserens magtopmråde, men overgik i 1198 til pavens. Og i magttomrummet mellem de to magthavere nedrev Assisis selvbevidste indbyggere borgen ovenover, som de betragtede som en trussel mod sig. Frans siges at have deltaget heri. Men Assisis indbyggere var ikke en enhed, der var sociale spændinger mellem majores, den gamle adelige og pavetro overklasse og minores, den nye middelklasse, som bl.a. Frans' familie tilhørte. I 1200 blev det direkte til borgerkrig mellem klasserne og flere adelige familier flygtede til Perugia, bl.a. Scifi, med den lille datter, Clara, som senere blev tilhænger af Frans og ordenstifter. Der opstod som led i denne kamp mellem klasserne krig mellem Assisi og Perugia; Assisis hær blev slået af den større bys, og blandt krigsfangerne var Frans. Frans sad i fangensskab i et årstid. Men efter at Assisi havde opnået en hård fredslutning, kunne Frans' far løskøbe ham fra krigsfangenskabet, og han komme svækket hjem efter det lange

Frans havde andre ambitioner end faderen. Han ville ikke være købmand, men ridder. Og derfor drog han i 1205 mod Apulien for at tilslutte sig en af tidens krigsherrer. Men efter en drøm i Spoleto vendte han hastigt hjem. Han var påny svækket og syg, men sygdommen forløste også en spirituel vækkelse - og under en pilgrimsfærd til Rom prøvede han at være tigger udenfor Peterskirken.

Han begyndte at tage sig af syge, bl.a. overvandt han sin afsky for de spedalske og begyndte at pleje dem. Og han begyndte at bede til Gud, og foran et byzantinsk krucifiks i den lille forfaldne kirke San Damiano hørte han den korsfæstede tale til sig og sige: "Gå hen og byg mit hus op, for det er ved at styrte sammen". Frans tog det meget bogstaveligt og begyndte en restaurering af den lille kirke. Da han for at skaffe midler hertil solgte nogle af forretningens varer (hvad han vel som faderens fuldmægtige havde formel ret til), så medførte det en alvorlig konflikt med faderen, som i 1205 anlagde retsag mod ham for biskoppen af Assisi. Det kom til et brud; Frans afførte sig alle sine rige klæder og gav dem til faderen og sagde, at nu ville han ikke mere kalde ham sin far, men hans far var "Vor fader, du som er i Himlene".

I de følgende år fortsatte han sit anderledes liv. Han tog sig af de spedalske, arbejdede også med genopbygning af forfaldne kirker og i lange perioder levede han som eneboer,fx ved Eremo delle Carceri. I 1208 fik han ved at høre dagens evangelium en kaldelse til at prædike bod og leve i fattigdom. Hans forkyndelse lagde særlig vægt på glæde og på at penge og rigdom skiller et menneske både fra Gud og næsten. Først var han alene og hånedes af skarerne på gaden i Assisi, men snart sluttede andre sig til ham.

Af Frans og hans tilhængere opstod en orden, franciskanerne, eller som de ofte blev kaldt i Danmark, gråbrødrene, som lægger vægt på at leve i fattigdom. De begyndte som et ustruktureret fællesskab, men i 1209 fik Frans pavens godkendelse af den første ordensregel. Frans selv var ikke voldsomt interesseret i organisation og overlod gerne ledelsen til andre, men det smertede ham, når disse gav køb på det, som for Frans var hjertesagen, nemlig fattigdommen.

Han opfattede det som sin opgave at prædike. Hans prædiken var enkel, og glæde og fred var hovedord i den. Og han var i alle sammenhænge en fredsstifter. Og brødrene blev sendt ud i alle retninger for at prædike. Frans selv fik ansvar for missionen i Orienten og kom i 1219 til Damietta, hvor han blev frastødt af korsfarernes grusomheder. Han opsøgte helt usædvanligt sultanen - korsfarerenes modstander - for at prædike for ham. Han blev modtaget høfligt. Han fik også mulighed for at besøge Jerusalem

Frans' seneste år var præget af megen sygdom. Hans krop var medtaget af det asketiske liv. Han fik i 1224 på bjerget La Verna Kristi sårmærker på hænder og fødder og side. I 1225 opholdt han sig syg i en hytte udenfor San Damiano, hvor han blev plejet af Clara og søstrene. Her skrev han sin lovsang til Gud for al skabningen, Solsangen, som den kaldes på dansk (findes i den danske salmebog).

Han døde d. 3. oktober 1226, efter eget ønske afklædt, liggende på jorden, så han kunne forlade dette liv lige så nøgen, som han var kommet ind i det.

Allerede to år senere blev han helgenkåret, d. 16. juli 1228. Og allerede i 1230 var den store Basilica di San Francesco så færdigbygget, at hans jordiske rester kunne overføres dertil.

Link til: "Assisi en by i Umbrien"