Der i al væsentlighed to teorier om etruskernes oprindelse. Den ene hævder, at etruskerne var autoktone, dvs. de har altid (i årtusinder) boet i Italien. Den anden hævder, at etruskerne er indvandret til Italien fra området ved det nordlige Ægæerhav. Begge teorier går tilbage til oldtiden. Herodot (5. årh. f.Kr.) beretter således, at etruskerne kom fra Lydien (i dag det vestlige Tyrkiet): Historikeren Hellanikos skal have ment, at etruskerne oprindelig var pelasgere, et urfolk, som de de antikke historikere placerede forskellige steder i den græske verden, men også i Syditalien. Det mest sandsynlige er dog at etruskerne var et indfødt folk.
Den etruskiske kultur gjorde sig gældende fra o. 700 f.Kr., da områdets oprindelige befolkning gradvist gennemgik en økonomisk og kulturel udvikling. Forudsætningen var områdets rigdom på tidens mest efterspurgte råstoffer: kobber, tin og jern. Ikke mindst jernet, tidens nyopdagede og mest efterspurgte metal til redskaber og våben, fik en afgørende betydning. Etruskernes traditionelle høvding/hyrdesamfund blev efterhånden til et fyrste/bysamfund, hvor byerne organiserede sig som selvstændige enheder. Forbilledet var græske kolonier i Syditalien og fønikiske bystater i det østlige Middelhav. Grækerne og fønikerne var etruskerne vigtigste handelspartnere.
Etruskerne efterlod sig ingen litteratur. Men kortfattede indskrifter viser, at de benyttede det græske alfabet til et sprog, hvis oprindelse man endnu ikke kan bestemme. Kendskabet til etruskerne er især baseret på arkæologiske fund samt græske og romerske forfatteres beskrivelser. Etruskerne var meget religiøse. Deres gudetro var en blanding af lokale, græske og nærorientalske guddomme, og spådomme spillede en afgørende rolle for deres handlinger - præster tog f.eks. varsler af fuglenes flugt.
En særlig kult
udfoldede sig i forhold til forfædrene. Kammergrave, hugget ud i
klippen, blev indrettet som en bolig, hvor afdøde medlemmer af den
samme slægt i flere generationer blev stillet i kister eller lagt
på bænke langs væggen. Monumenter i sten eller brændt ler
forestillede ligefrem de afdøde mænd og kvinder, liggende til
bords som var de deltagere i et festmåltid. På særlige mærkedage
bragte man madvarer og brændte røgelse til ære for de døde. I
visse egne var gravens vægge dækket af freskomalerier med scener
både fra gravlæggelse og mindedage. Dans, musik og sportskampe
hørte med til ritualerne.
Etruskerne dominerede store dele af den italienske halvø indtil
ca. 500 f.Kr. Derefter blev de mere og mere trængt af deres
sydlige naboer, latinerne, hvis hovedby var Rom. Mod slutningen af
1. årh. f.Kr. blev ikke bare Etrurien, men hele Italien gradvist
undertvunget af de romerske hære. Etrurien blev en integreret del
af det romerske kejserrige, og latin blev det officielle sprog.
Mange elementer fra den etruskiske kultur blev en del af den
romerske. Det gælder både forfædrekulten og troen på varsler.
Romernes skik med at bære voksmasker af de døde i procession ved
begravelser var en direkte fortsættelse af den etruskiske
forfædrekult. Det blev den europæiske portrætkunsts spæde
begyndelse.
Cerveteri
Cerveteri, en times tids kørsel fra Rom, var en af etruskernes vigtigste byer. Cerveteri var et vigtigt handelscentrum. Guld og massevis af smukke vaser blev handlet her. Nu til dags er Cerveteri kendt for de monumentale etrusiske grave vi finder udenfor byens centrum. I Cerveteri findes et museum, der har udstilling af fund fra de mange grave; vaser i massevis men også smukke guld- og sølvsmykker, sarkofager, elfenbenskunst, smykker, kamme, spejle og meget mere.Nekropolisen nær Cerveteri, der også er kendt som Banditaccia, rummer hundredvis af grave organiseret som en helt lille by, med gader og pladser. Vi finder her mange forskellige slags grave. Nogle er udskåret i klipperne, andre er udformet som en hytte, eller et hus. I mange af gravene er væggene smukt dekorerede med billeder og små udskårne detaljer. Mangfoldigheden giver et godt indblik i den etrusiske civilisation.
 |
 |
 |
 |
Tarquinia
Tarquinia var en anden af etruskernes hovedbyer.
Siden blev den romersk og i middelalderen opstod den nuværende by
Tarquinia's gadenet og huse. Der er ikke nogen etruskisk
bebyggelse tilbage, men uden for de middelalderlige bymure ligger
begravelsespladsen Necropoli Etrusco, også kendt som Monterozzi.
Her findes ca. 6000 grave, som giver indsigt i etruskerne liv og
levned. Omkring 200 af gravene har farverige og fantasifulde
vægmalerier, der med illustrationer af jagt, fiskeri, dans, fest,
erotik, sport m.v. Selve byen Tarquinia er en ganske chamerende
lille nordromersk by, men så heller ikke mere end det. Til gengæld
er det værd at besøge etruskergravene lige udenfor byen.
Nekropolis Tarquinia rummer det største antal etruskergrave, næst
efter Cerviteri, der ligger lidt sydligere.
 |
 |
|
Mænd på fiskeri, Tarquinia |
Bacchus - vingudens grav, Tarquinia |
 |
 |
|
Fløjtespiller, Leopardens grav |
Danserinde, Tryllekunstnerens grav |
HOME
SITEMAP
