Kirken San Clemente og Mithra kulten
Kort om San Clemente

Kirken San Clemente ligger på Monte Celio med hovedindgang (der dog sjældent er åben) på Piazza San Clemente og sideindgang (der er åben*) på Via di San Giovanni in Laterano.

Den er blandt de allerældste kirker i Rom og også en af de mest interessante, fordi den består af 2 kirker, den ene bygget ovenpå den anden, som for sin del er bygget ovenpå en antik romersk bygning i en antik romersk gade og af alt dette kan der stadig ses betragtelige rester.

I den nuværende yngste kirke fra det 12. århundrede er der en meget smuk apsis-mosaik, også fra det 12. århundrede, og et velbevaret "schola cantorum" (kor omgivet af en skranke) i marmor, cosmatiske arbejder i apsis og gulv, en påskelysestage, samt smukke fresker fra 1500-tallet i det lille sidekapel til venstre for hovedindgangen, Cappella di Santa Caterina. Den er restaureret i 1715-19 af Carlo Stefano Montana dog uden at ændre grundplan og struktur i kirken.

I den ældre kirke fra det 4. århundrede er der mange spændende fresker fra det 9.-11.århundrede, blandt andet en fresko, der viser en legende om San Clemente udført på tegneseriemaner, og heri er der malet en kommentar, skrevet ikke på latin, men på noget af det tidligste italiensk vi kender.

Nederst ligger et romersk kvarter med en gade og 2 nabohuse, hvoraf det ene huser et mithræum, et Tempel for guden Mithras, og det andet siges at have tilhørt en vis Clemens, der her havde et flot palads, som han senere omdannede til et kristent forsamlingshus og kirke. Her findes også en ganske lille katakomb fra det 5.-6. århundrede.
 

Piazza San Clemente

er en plads på Monte Celio's nordside mellem Via Labicana og Via di San Giovanni in Laterano. Her ligger kirken San Clemente, men hovedporten er sjældent åben, i stedet går man ind af en sidedør i Via di San Giovanni in Laterano.

På pladsen, der er opkaldt efter kirken måske til minde om Pave Clemens I (90-99? efter Kristus), kan man se San Clemente's smukke indgangsportal, hvor søjlerne bæres af løver og tyre. Gennem denne portal fra det 12. århundrede kommer man ind i en fire-længet søjlegård, som er opbygget akkurat som en romersk villas søjlegård.

Den nuværende kirke fra det 12. århundrede er bygget ovenpå en ældre fra det 4. århundrede, som var bygget ovenpå en bygning fra kejsertiden... Alle disse bygninger kan besøges i kirken!

Tidligere skal der her op ad indgangen til San Clemente også have ligget en lille kirke eller kapel viet til San Servolo, som ifølge Gregor den Store tilbragte mange år med at sidde ved San Clemente og bede om almisser og som ved sin død blev begravet her.

Her i nærheden skal der også før det 15. århundrede have ligget en gammel kirke for Santo Pastore, en helgen som aldrig har eksisteret, men i navnet "Pastor Sanctus" helliggør selve præstegerningen, og næsten alle de gamle tituli har mindelser om dette.

I antikken lå her en fornem villa Domus Clementis, hvor der var indrettet et meget smukt mithræum, som man kan se under kirken. En af husets ejere blev kristen og indrettede et bedehus, en titulus, i huset. Denne blev senere ombygget til en kirke, som senere blev fundamentet for en ny kirke.
På den anden side af pladsen lå det kejserlige møntværksted "Moneta Caesaris", det blev oprettet her af Kejser Vespasian (69-79 efter Kristus) til erstatning for det tidligere værksted i Juno Moneta's Tempel på Capitol.

San Clemente

Den underste kirke går sikkert tilbage til det 4. århundrede efter Kristus og den var længe betragtet som en af de smukkeste og mest betydningsfulde kirker i Rom og blev flere gange valgt som ramme ved kirkemøder.

I 1083 blev den imidlertid voldsomt skadet under normannernes plyndring af Rom under Robert Guiscard og istedet for at genopbygge den, som den var, valgte man at bygge en ny kirke ovenpå den gamles sammensunkne ruiner uden først at rive dem helt ned.

Måske skyldtes dette valg, at gadeniveau'et i byen efterhånden i mange bydele var hævet betragteligt og den gamle kirke således nærmest lå "nedgravet" i forhold til de omgivende gader.

Således kom nu den gamle kirke til at ligge skjult under gulvet og som fundament til den nye kirke, glemt igennem århundreder og først genopdaget i 1800-tallet.

Hvis man kommer ind i den nuværende kirke gennem hovedindgangens middelalderlige buegang og byzantinske port, ligger til højre indgangen til sakristiet, hvorfra der går en lang trappe ned til den gamle kirke og herfra kan man ad en anden trappe komme videre ned til de romerske huse "to etager nede".

Den nuværende kirke er grundlagt af Pave Pachalis II og bygget i år 1108 og - ligesom den ældre kirke - viet til San Clemente, Pave Clemens I, som var den fjerde pave i år 90-99?.

Det meste i kirken stammer fra det 12. århundrede, men ved bygningen brugte man også nogle meget smukke marmorplader fra den ældre kirke, gaver fra tiden under Pave Johannes II (532-535).

Kirken er fuld af mosaikker, det cosmatiske gulv og lysestagen til påskelyset er dekoreret med flerfarvede mosaikbånd i spiral og senere kopieret utallige gange i andre kirker, de to prædikestole, tabernaklet med de 4 søjler over højalteret og til højre for apsis det lille gotiske vægtabernakel fra 1299.

Men cosmaternes hovedværk er selve apsis, som er forblevet helt uændret fra det 12. århundrede, her findes den mosaikudsmykkede bispetrone, også fra det 12. århundrede, og højere oppe en række fresker med "Gesù e Maria fra i 12 apostoli" "Jesus og Maria mellem de 12 apostle". Endnu højere oppe er der en mosaik i romansk stil, "Agnus dei con le 12 pecorelle" "Guds Lam med de 12 små får", hvor fårene symboliserer de 12 apostle, og højere oppe er der "Trionfo della Croce", "Korsets triumf/sejr", der som noget ganske specielt fylder buen med grene fra det livets træ, der vokser ved korsets fod, og udfylder dem med alle slags motiver, helgener, engle, dyr og blomster.

I sideskibene er der flere interessante gravmæler fra Renæssancen, blandt andet i det venstre sideskib "La Tomba del Cardinale Venerico" fra 1400-tallet, hvor der er brugt byzantinske søjler fra det gamle tabernakel.

Kapellet for enden af det højre sideskib er et af de mest fuldendte eksempler i Rom på renæssancearkitektur og -dekoration.

I den øverste kirke er der også nogle meget smukke antikke søjler med 1700-tals stukkapitæler og lige til venstre for hovedindgangen og til højre for den almindeligt brugte sideindgang ligger et kapel, "Cappella di Santa Caterina", viet til Den hellige Caterina af Aleksandria med smukke fresker med motiver fra helgenindens liv, malet af florentineren Masolino di Panicale ca.år 1431.
 

San Clemente
Den ældste kirke

Fra sakristiet i højre side af den nuværende kirke fører en lang trappe ned til den nedre, ældste kirke, der ligger næsten præcist under den øvre kirke.

Først kommer man til en "narthex", en forhal fra ca. år 350. Her er væggene ligesom i selve kirkerummet udsmykket med fresker fra det 10.-11. århundrede. På venstre sidevæg i forhallen sidder rester af indskrifter fra år 100-200 og på højre side først freskoen "Il miracolo di San Clemente" fra 1050-1100, det er en historie fra San Clemente's levnedsbeskrivelse om en dreng, der blev overrasket af højvande ved San Clemente's gravkapel ved Sortehavet, men året efter blev fundet i god behold, da havet trak sig tilbage og igen åbenbarede San Clemente's grav. Den underste del af freskoen viser giverne Beno de Rapiza og hans hustru Maria Macellaria med deres børn Clemente og Altilia og i midten sidder en medaillon med et portræt af San Clemente selv. Herpå følger freskoen "Il trasporto del corpo di San Cirillo" også fra 1050-1100.

I selve kirkerummet er der i 1100-tallet, da den øvre kirke blev bygget, opført en støttemur og under udgravningerne i 1862-1870 blev der også opført nogle støttesøjler, men man kan dog stadig se opdelingen i hovedskib og 2 sideskibe, hvor der også findes fresker fra den gamle kirkes tid.

I det højre sideskib, som var det første som fader Mullooly udgravede i 1857, findes en smuk byzantinsk "Madonna med barnet" fra det 8. århundrede, derefter er der opstillet en hedensk sarkofag fra 200-tallet, den blev fundet i 1937 ved udgravningen af de underliggende rum, og til slut en meget beskadiget fresko af Kristus.

Hovedskibet har flere fresker på den venstre væg: "Himmelfarten" (847-855) - enten Kristus' eller Maria's, nederst ses til højre San Vito og til venstre Pave Leo IV (847-855), af den firkantede glorie kan man se, at det er malet, mens paven endnu levede! Netop i 847 var der et jordskælv, som muligvis har nødvendiggjort en reparation af muren.

Herefter følger flere fresker fra det 9. århundrede: "Korsfæstelsen", "De hellige kvinder ved graven", "Brylluppet i Kanaa" og på søjlen ses San Prospero d'Acquitania (390-463), der var sekretær for Pave Leo den Store.

Midtvejs er der en fresko med "La leggenda di Sant'Alessio", 1050-1100, der på tegneseriefacon fortæller helgenens historie og foran væggen ses rester af mosaikgulvet fra det 6. århundrede. Derpå kommer "La leggenda di San Clemente" eller "San Clemente e Sisinnio" fra 1050-1100, hvor San Clemente holder messe i katakomberne i kristenforfølgelsernes tid, tilstede er også Teodora, hustru til Roms præfekt Sisinnius, da hun af San Clemente var blevet omvendt til kristendommen. Men Sisinnius bryder ind i den hellige handling med sine soldater og giver ordre til at arrestere helgenen. Ved et mirakel blindes alle hedningene for en kort stund og arresterer istedet for paven en søjle! Fresken er også interessant ved at være udstyret med kommentarer på noget af det tidligst kendte italiensk. Endnu en gang er det familien de Rapiza, der har doneret udsmykningen og de ses yderst til venstre på maleriet. Over disse 2 sidste fresker er der rester af andre fresker, som er blevet "halveret" ved bygningen af den øvre kirke.

Alteret her er nyt, fra 1866-67, og placeret nøjagtigt under alteret i den øvre kirke, det oprindelige alter må have stået lidt længere til højre, fordi den gamle kirke var lidt bredere (ca. højre sideskibs bredde) end den nuværende. Dette gælder også apsis, den der ses bag det nye alter, er heller ikke den originale, men en støttevægs-apsis fra 1100-tallet til understøttelse af væggene i den nye kirkes apsis. Man kan komme ind bag denne nye apsis og her se den originale fra det 4. århundrede, som til gengæld er bygget ovenpå forhallen til Mithras-Templet i det romerske hus fra det 1. århundrede, som ligger nedenunder.

Til højre i hovedskibet lige bagved støttemuren ses en smuk fresko fra det 9. århundrede, nemlig "Kristus' nedstigning til Limbus" for at befri de retfærdiges sjæle, her befrier han Adam fra Helvedets forgård. Personen med den firkantede glorie til venstre er antagelig den, der har doneret fresken.

Venstre sideskib har ikke så meget at byde på, der er nederst i skibet en rund fordybning i gulvet, "Piscina", en dyb grav opdaget i 1967, den kan have været brugt som døbefont eller fontæne.

Øverst i venstre sideskib findes det, som man formoder er San Cirillo (Den Hellige Kyrillus)'s gravsted (ca.869) med monumenter rejst til hans ære af de slaviske folkeslag i 1929, 1952 og 1975. Mosaikken med San Cirillo's portræt er fra det 20. århundrede! Bag ved San Cirillo's grav er der en trappe, der fører ned til det romerske byområde under den gamle kirke.

Den gamle kirke havde fra starten en lige endevæg uden apsis og væggen hvilede på murene til de gamle huse fra romertiden, som lå langs en smal gade, hvor der på den anden side lå et Mithras-Tempel. Da Mithras-kulten blev forbudt i det 4. århundrede, købte præsterne ved San Clemente området på den anden side af vejen og byggede her en apsis til kirken.

San Clemente. Pave og helgen

Pave Clemens I blev som den fjerde pave i årene 88/90-97/99 (?). Hans helgendag fejres den 23. November.

Clemens var ifølge nogle beretninger romer, men af hebraisk afstamning og discipel af Paulus og dennes medarbejder i Filippi. Han blev udnævnt til biskop af Sankt Peter og blev pave i år 88 (nogle mener i år 90).

Ifølge nogle beretninger var han søn af senatoren Faustinus af adelsslægten Gens Flavia og dermed slægtning til Kejser Domitian, det var måske dette slægtskab, der frelste ham under den meget korte, men voldsomme kristenforfølgelse, som kejseren beordrede i år 95.

Mange kendte personer blev ofre for denne forfølgelse, blandt andre konsulen Flavius Clemens, gift med Domitilla, Domitian's slægtning, det er efter hende, at Domitilla's Katakomber ved Via Ardeatina er opkaldt og en del af disse kaldes Cripta dei Flavi.

I år 96, året efter forfølgelserne opstod der en konflikt i kirken i Korinth og Clemens skrev til de oprørske præster og formanede dem til at følge den rette vej. Dette er den tidligste tekst, der viser at Roms biskop har autoritet over kirker andre steder i verden.

Der findes en legende om San Clemente og Sisinnius - afbildet i kirken San Clemente i Rom: San Clemente havde omvendt Teodora, hustru til Roms præfekt Sisinnius, mod hendes mands vilje og denne trængte derfor med sine soldater ind i en katakomb, hvor San Clemente prædikede. Sisinnius gav sine folk ordre til at arrestere San Clemente, men ved et mirakel blev alle hedningene blindede og førte istedet en stensøjle til fængslet.

San Clemente var tilsyneladende den mest betydningsfulde af de første paver efter Sankt Peter, og da Nerva blev kejser (96-98), beordrede han ham deporteret til Krim i år 97.

Men Clemens fortsatte med at prædike og omvende folk og under Kejser Trajan (98-117) blev han i år 100(?) dømt, fordi han nægtede at ofre til de romerske guder, og kastet i Sortehavet med et anker om halsen.

Herfra stammer en anden legende, som også er afbildet i kirken San Clemente i Rom: Det fortælles, at vandene i Sortehavet én gang om året trak sig tilbage, så de troende kunne bygge et kapel til San Clemente's relikvier og dernæst hvert år gå derned i procession, når de blot sørgede for at komme op, inden vandene igen lukkede sig. En gang var der en lille dreng, som ikke kom op i tide, men året efter, da vandene atter trak sig tilbage, fandt man drengen i god behold i San Clemente's gravkapel.

I 869 blev San Clemente's rester bragt til Rom af San Cirillo (Sankt Kyrillus) og San Metodio efter ønske af Pave Nikolaus I og derpå begravet i den kirke, der var indviet til ham.

San Clemente
Titulus Clementis

Går man ned ad trapperne fra den nuværende kirke San Clemente fra det 12. århundrede, gennem den gamle kirke San Clemente fra det 4. århundrede og endnu en etage ned til det romerske kvarter under kirkerne, kommer man til en udgravet gade fra romertiden. På den ene side ligger det velbevarede Mithras-Tempel, på den anden side en række antikke beboelseshuse. Her lå et hus, der tilhørte en vis Clemens, der måske var i familie med konsulen og martyren Titus Flavius Clemens, der levede samtidig med helgenen. Det lader til, at et af værelserne i huset var indrettet til de kristnes sammenkomster fra slutningen af det 1. eller begyndelsen af det 2. århundrede. Her lå det første bedehus: "Titulus Clementis".

Senere, da kristendommen efter Kejser Konstantin's sejr ved Ponte Milvio (år 313) ikke længere var forbudt, blev hele Clemens' palads omdannet til kirke til minde om Pave Clemens I, San Clemente.

Alt dette skete før år 384, for vi ved med sikkerhed, at den første indvielse af en kirke til San Clemente fandt sted under Pave Siricius (384-399).

Det, man idag kan se af huset, er kun den øverste del af en imponerende bygning, som brændte under Nero's brand og derefter blev opfyldt for at danne fundamentet til en beboelsesejendom fra det 1. århundrede. De mure, der overlevede fra det gamle hus, bærer nu flere af murene til både den ældre og den yngre kirke.

Det, der blev til hovedskibet i den ældre kirke, var i det 1. århundrede en gård i beboelseshuset. Nogle trappetrin lige overfor indgangen til den lille gang mellem Mithras-Templets forhal og "skole" fører ind i denne gård, som ikke er udgravet.

Man fortsætter gennem forskellige rum ned til hjørnet af bygningen, som ligger under det venstre sideskib i kirken ovenover. Her ligger (ud mod Via di San Giovanni in Laterano, der ligger ca. 9 meter højere oppe!) nogle værelser fra stueetagen i det gamle hus med teglstensgulv i sildebens-mønster og -vægge i "opus reticulatum".

Her findes et udløb fra den sø, som lå under San Clemente. I det andet værelse kan man se, hvordan vandet løber, oprindeligt var det måske en skjult kilde eller en akvædukt, som bragte drikkevand til kvarteret, men nu er den ført ned til Colosseum og ud i Tiberen af Cloaca Maxima.

Det er nødvendigt at gå samme vej tilbage og nå ud til det andet hjørne af huset, hvor der ligger et værelse under den gamle kirkes højre sideskib. Går man ned her, igennem en række beboelsesrum, kommer man ned til en lille katakomb, der blev opdaget i 1938 og indeholder 16 væg-grave, de såkaldte loculi, 8 loculi à ca.2 meters dybde på hver side af rummet. Den er nok indrettet i det 5. eller 6.århundrede. Gennem et gitter ved trappen op kan man se indholdet i en af gravene.

Og her går man så op igen, gennem århundrederne til det 4. århundredes kirke og derfra op til det 11. århundredes og ud i det moderne Rom.

Mithras-kulten

Guden Mithras dyrkedes i de særlige Mithras-templer, mithræer, som bestod af flere rum. Hovedrummet var en slags hule eller et aflangt rum tilhugget som en hule med hvælvet loft og væggene bemalede med symbolske motiver, blandt andet et motiv fra myten, hvor Mithras dræber solgudens undslupne vilde tyr ved et snit halsen, så blodet herfra falder på jorden og starter liv og frugtbarhed.

Kulten var hierarkisk opbygget med 7 trin, der svarede til de 7 planeter: ravn, brudgom (?), soldat, løve, perser, solens løber(bane) og fader. Indvielsen skete efter flere prøver i udholdenhed.

De indviede, kun mænd, heraf mange soldater og officerer, blandt hvilke dyrkelsen især var udbredt, sad på bænke på langsiderne i rummet efter den "rang" de havde i menigheden.

Der afholdtes et fælles måltid med vin til minde om afskedsmåltidet mellem Mithras og solguden (Apollon), som berettes i myten. Nogle gange ofredes en tyr og den, der skulle indvies, drak tyrens blod. Tyren bliver her først og fremmest et symbol på frugtbarhed, men den symboliserer også foråret, som er den vigtigste årstid af alle og Mithras-kulten er dybt bundet til årstiderne.

Fordi Mithras som tak for sin lydighed mod Apollon havde opnået livet for jorden og selv var fløjet til himmels, havde hans tilhængere al grund til håb om frelse for dem selv, hvis de gentog hans lydighed og fordybelse.

Troen var, at efter fødslen stiger sjælen fra lysets kilde gennem de 7 planeters sfærer og fra hver af dem medtager den urenheder, som renses bort ved indvielsen. Efter døden dømmer Mithras, om det er lykkedes at befri sjælen for alt urent, og den kan så stige op igen og også rense sig undervejs, er altså udødelig.

I Kristendommens første århundreder frygtede man konkurrencen fra denne religion. Vi har ingen skriftlige kilder fra Mithras-dyrkerne selv, da de havde forbud mod at udtale sig om, hvad der foregik; fra deres modstandere, de kristne, har vi derimod beskrivelser af kulten.

Tempelgrotten repræsenterede universet og det hvælvede loft var udsmykket med stjerner, enten malede eller i stuk, nogle steder også nogle åbninger, 4 store, som skulle vise de 4 årstider og 7 små, som skulle vise de 7 konstellationer. På alteret repræsenterede buster årstiderne og der optrådte ofte de 2 halvår personificeret af Cautes og Cautopates.

Cautes er det halvår, hvor sollyset tiltager, nemlig fra den 21. december til den 21. juni, og han holder derfor den medbragte fakkel vendt mod himmelen.

Cautopates holder derimod sin fakkel vendt mod jorden, han personificerer det halvår, hvor solen aftager, fra 21. juni til den 21. december.

Religionen var yderst moralsk, den glorificerede loyalitet og trofasthed. Indvielsen til Mithras og dyrkernes fordybelse i religionen og efterligning af gudens lydighed mod solguden Apollon, hvorved han vandt livets sejr og kom i himmelen, gav hans tilhængere håb om det samme.

De enkelte "menigheder" har muligvis været ret små, i Mitreo di San Clemente har der for eksempel været plads til at 30-40 personer har kunnet mødes. Og det drejede sig kun om mænd, kvinder var udelukket fra denne kult i modsætning til Kristendommen, som jo også endte med at blive den overlevende religion.

Man mener, at kulten er blevet spredt af romerske soldater, som har været udstationeret i østen og som i år 67 introducerede den i Rom efter hjemkomsten fra militærkampagner i Asia Minor. Under den første kristne tid fik kulten flere tilhængere, blandt andet Kejser Commodus (180-192) og Kejser Diocletian (284-305). men efter det 4. århundrede forsvandt den fuldstændigt fra den romerske verden.

Mithras, persisk guddom

Mithras var en persisk lysgud, født af en klippe, placeret mellem jorden og solen, som i kampen mellem lys og mørke, godt og ondt, stod på lysguden Ahura-Mazda's side og efterhånden kom til at erstatte denne guddom.

Ifølge myten havde Ahura-Mazda skabt en vild tyr, som Mithras greb ved hornene og slæbte til en hule, hvorfra den stak af. Mithras indfangede den nu ved at gribe den i næseborene og stødte sin dolk i halsen på dyret. Blodet fra såret dryppede ned på jorden og heraf opstod liv og frugtbarhed. Mørkets gud Ahriman prøvede at drukne alt liv ved at sende en syndflod, men ved solens hjælp reddede Mithras livet på jorden.

I kejsertiden kom Mithras-dyrkelsen til Rom sammen med sol-dyrkelsen, i starten mest i yderområderne af det store romerrige - og særligt blandt soldaterne. Det var en lukket "mysterie-religion" med hierarkisk opbygning og hemmelige optagelsesritualer, der fandt sted i særlige Mithras-templer, mithræer, af hvilke der flere steder kan ses rester i Rom. På afbildinger i disse mithræer vises Mithras med en frygisk hue som tegn på hans østlige oprindelse.

I den romerske tilpasning var det guden Apollon, som gennem en ravn gav Mithras ordre til at drage ud på landet for at opsøge det mest vitale dyr af alle, nemlig en tyr, hvis blod han skulle udgyde over jorden for at alle planterne, alt dyrelivet, alt det gode, der eksisterer, derigennem skulle modtage livet. Imidlertid blev Mithras fulgt af 3 dyr, en jagthund, en slange og en skorpion og denne sidste fik ved list også udgydt det onde over jorden sammen med tyrens blod.

Mithras og Apollon kom op at skændes over sagens udfald, men sluttede fred og fejrede livets triumf med et fælles måltid. Derefter førte solguden Apollon sin trofaste tjener Mithras til himlen på en vogn.

Tyren bliver her først og fremmest et symbol på frugtbarhed, men den symboliserer også foråret, som er den vigtigste årstid af alle og Mithras-kulten er dybt bundet til årstiderne.

Fordi Mithras som tak for sin lydighed mod Apollon havde opnået livet for jorden og selv var fløjet til himmels, havde hans tilhængere al grund til håb om frelse for dem selv, hvis de gentog hans lydighed og fordybelse.

Mithræer

Et mithræum er et tempel for guden Mithras, en gud af persisk oprindelse, der dyrkedes i Rom fra omkring år 67 til det 4. århundrede efter Kristus, hvor den blev udkonkurreret af Kristendommen.

Der er fundet rester af mithræer mange steder i Rom og flere af dem kan beses i dag, for eksempel:

Mitreo San Clemente, under kirken San Clemente

Mitreo Santa Prisca, under kirken Santa Prisca

Mitreo Barberini, Palazzo Barberini, Via delle Quattro Fontane (henv.: Soprintendenza Archeologica di Roma, telf.: 67.10.38.19-67.10.20.75, fra kl.8 til kl.14)

Mitreo delle Terme di Caracalla, Via delle Terme di Caracalla (henv.: Soprintendenza Archeologica di Roma, telf.: 67.10.38.19-67.10.20.75, fra kl.8 til kl.14)

Mitreo del Circo Massimo, Via dei Cerchi no.6 (henv.: Sovraintendenza alle Antichità e Belle Arti del Comune di Roma)

Mitreo di Palazzo della Cancelleria, under Palazzo della Cancelleria, Piazza della Cancelleria

Mitreo di Via Giovanni Lanza, Via Giovanni Lanza nr.130. (besøg efter særlig tilladelse, henv.: Sovraintendenza Archeologica del Comune di Roma, X.Ripartizione, Portico d'Ottavia)

Mitreo Santo Stefano Rotondo, under kirken Santo Stefano Rotondo

Der er også fundet andre rester af mithræer på Monte Celio, blandt andet ved kirkerne San Tommaso in Formis og Santa Maria in Domnica, hvor der tidligere lå nogle store kaserner: V.Cohortium Vigilum og Castra Peregrina. Her er der dog ikke noget at se idag.

En forsker har beregnet, at der skulle have været 700-800 mithræer i Rom, men endnu er der kun fundet rester af få, flere kan ses i Roms havneby Ostia, hvor der er udgravet 17 helligdomme, hvoraf de 14 er åbne for besøgende.

Nogle af mithræerne i Rom er måske ikke åbne til daglig, men ved henvendelse til myndighederne, kan man få tilladelse til et besøg, se evt. angivelse heraf i parantesen udfor mithræets navn.

Plan over San Clemente
den nuværende kirke fra det 11. århundrede

Plan over San Clemente
Kirke fra det 4. århundrede

Plan over San Clemente

Bygning fra sidst i det 1. århundrede