og etruskerne, en opfattelse, der også støttes af visse moderne forskere, såsom Schulze. Der er dog ikke fundet spor af etruskerne i området, men i stedet spores indflydelse fra den antikke græske religion. Jupiter var den mest dyrkede gud i området, hvilket ses af resterne af templet på byens akropolis og to gudebilleder, fundet tæt ved. På samme akropolis fandtes et tempel for Dioskurerne Kastor og Pollux, som blev ødelagt i middelalderen.

Tusculum opnåede romersk borgerret i 380 f.Kr. Romerne undertrykte dog de militære og juridiske magistratembeder i den latinske by og tillod kun ædilerne, der kontrollerede handelen og og bestyrede politiet. Efter den romerske erobring blev Tusculum hurtigt genstand for interesse fra de førende sociale lag i Rom og mange rige familier havde luksuriøse villaer i det vandrige og behagelige område.

Man kommer til Tusculum ved at følge vejen fra piazza Marconi i Frascati, til venstre for Villa Aldobrandini. Ca. 4 km efter via Cardinal Massaia, der drejer fra til venstre, kommer man til området, hvor sporene efter amfiteatret, endnu i høj grad skjulte, befinder sig. Amfiteatret var en harmonisk elliptisk bygning, der blev brugt til kampe mellem gladiatorer og vilde dyr eller til gymnastiske opvisninger.

Det kunne rumme 3000 tilskuere og målte 80m x 53m (arenaen 48m x 29m). Amfiteatret blev bygget i opus reticulatum, dvs. en blanding af cement og sten, der udvendigt blev beklædt med tilhugne firkantede sten, der dannede en jævn overflade med et tæt netmønster. Det blev bygget i det 2. årh. e.Kr., som stempler på murstenene fundet på stedet viser. Det var ca. 100 år efter Colosseum i Rom. Længere nede, mod nordøst findes resterne af en portiko. Øst for amfiteatret findes resterne af det, man formoder er Tiberius’ villa, hvor han holdt til før han slog sig ned på Capri. Den blev opdaget i 1500-tallet og kendt som Ciceros villa. Der blev fundet relieffer og en statue og den blev genstand for omfattende undersøgelser.      

Idag kan man fastslå, at de synlige rester udgjorde en terrasse og et kompleks af robuste bygninger. I samme område er senere fundet rester af andre villaer selv om det endnu ikke er lykkedes med sikkerhed at fastslå, at den villa, hvor Cicero skrev ”Tusculanae” lå i det område, der indtil nu er udgravet. Kendt er det dog, at især politikere havde villaer i Albanerbjergene, og at villaerne i området derfor var særdeles luksuriøse: rigt konstruerede, udstrakte og skyggefulde.

     

 Mellem parker og lunde rejste selve villaen (prætoriet) sig med atrier, portikoer og smukke værelser udsmykket i græsk stil. På villaens højeste punkt lå en eller flere reservoirer til regnvand, der gav vand til de private termer og til haverne der havde fontæner med nymfer og tritoner. Der var gymnastiksale og biblioteker, områder reserveret for gæster, for tjenestefolkene og til hestestalde. Man har i området fundet rester af villaer, der har tilhørt Quintilierne, Piassenus Crispus, Matidia Augusta og muligvis Asinius Pollio.

På akropolis’ nordside findes rester af bymuren, der omgav området og der findes også en lille cisterne med en spidsbuet hvælving, en smuk bygning, der stammer fra 4.-5. årh. f.Kr. Akropolis’ vidtstrakte plateau har givetvis rummet Tusculums forum. På østsiden ses et stykke vej med antik brolægning og dernæst et teater fra det 1. årh. f.Kr. Dette lille teater kunne rumme ca. 1500 tilskuere, og idag ser man tydelig sideudgangene (vomitoria) og den runde ”orchestra” med plads til koret, forskellige strukturer bag scenen samt pillerne, der støttede tribunerne hvorfra magistraterne overværede forestillingerne. Går man ned ad via dei Sepolcri, ses andre rester af antikke monumenter og skulpturer.

      I middelalderen antog den magtfulde familie Teofilatti betegnelsen ”greve af Tuscolo” og de blev berømte for deres absolutte herredømme over Albanerbjergene. Med slutningen af familien Crescenzis herredømme i Rom lykkedes det den endda at opnå pavemagten: paverne Benedikt VIII (pave 1012-1024) og hans efterfølger Johannes XIX (pave 1024-1032) var brødre og sønner af greven af Tuscolo. En ung ætling af familen, Teofilatto, blev i 1032 indsat som pave med navnet Benedikt IX, men det blev en kedelig periode i kirkens historie – fjendskabet fra de romerske adelsfamilier blev så åbent, at han frasagde sig paveembedet mod at få en livsvarig pension. Men familiens og områdets fortsatte følelse af uafhængighed af Rom førte til, at Tusculum (eller Tuscolo, som det da var kommet til at hedde) blev ødelagt den 17. april 1191. Og med Tusculum faldt også greverne af Tuscolo, der i århundreder havde været en af de mest betydningsfulde romerske adelsfamilier. En af deres efterkommere gav dog senere ophav til den ikke mindre betydningsfulde Colonna-slægt, der eksisterer den dag i dag.

Le ville tuscolane
Il sistema delle Ville Tuscolane: uno dei complessi paesaggistico-monumentali più affascinanti del mondo.

Affresco XVI sec
in Villa Sora